Begavet med en hjertesag

Begavet med Glæde er blevet udvalgt blandt 31 initiativer til at være én af PFA Brug Livet Fondens årlige hjertesager.

 

Om udvælgelsen af årets hjertesager siger Peder Hasslev, der er formand for bestyrelsen i PFA Brug Livet Fonden og bestyrelsesformand i PFA Pension:

 

”Vi sætter pris på den høje kvalitet i ansøgningerne. Vi har prioriteret de sager, hvor vi mente at kunne gøre den største forskel for ildsjælene derude. Der har vist sig en bred diversitet i de indstillede sager, og vi har i år prioriteret at støtte udsatte børn i hjem og udland, ufrivilligt barnløse, højtbegavede børn samt familier ramt af akut livstruende sygdom eller traume. Vi ser frem til det kommende samarbejde med de 5 hjertesager”.

Om kåringen siger næstformand for Begavet med Glæde Louise Dyhrberg:

“Vi er en relativt ny forening stiftet af ildsjæle, der vil samle alle gode kræfter for, at det ikke skal være en sorg og et liv i mistrivsel at være højt begavet. Vi arbejder ud fra et charter, der fastslår, at alle børn, også de højtbegavede, har ret til at trives i skole og institutioner. Og ret til at være glade. Det er kærligheden til den mission, der er vores hjertesag. Derfor er det et kæmpe skulderklap at blive udvalgt som en af Årets Hjertesager. Vi er dybt taknemmelige for valget.”

- Louise Dyhrberg, næstformand Begavet med Glæde

Vores ønske

Begavet med Glæde er en non-profit NGO, som ønsker at samle viden, inspiration og fagfolk til at skærpe opmærksomheden og arbejdet om højtbegavede børn.


Vi mener, at alle børn har ret til at blive mødt med forståelse, accept, anerkendelse, men der mangler en fælles national strategi og et forum, hvor fagfolk kan få sparring, udvikle og inspirere hinanden til at møde de højtbegavede børn. Begavet med Glæde ønsker at udvikle det forum, der kan bane vejen for den fælles, nationale strategi.

Begavet med Glæde har et mål om at de højtbegavede børn kommer på den politiske dagsorden, så også deres udfordringer mødes og anerkendes i daginstitutioner, grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser på lige fod med andre udfordringer.

 

At være højtbegavet er ikke et luksusproblem

Børn og unge med høj begavelse mistrives i stor stil i institutioner og på skoler, og det oplever vi, at både fagfolk, forældre og politikere er interesserede i at ændre på. Vi ønsker derfor at skabe et sted, hvor vi kan stå sammen om at ændre den tendens og i stedet vende kursen, så de højtbegavede bliver en ressource i samfundet, hvor deres intellekt bliver udviklet til gavn for dem selv, virksomheder og samfundet.

 

Dobbelt ekseptionelle, dobbelt udfordrede

Nogle højtbegavede børn oplever også at være det, der på engelsk hedder twice exceptionel. Det betyder, at de har en diagnose eller et handikap ved siden af den høje begavelse. Disse børn oplever ind i mellem at kunne få hjælp og støtte til deres handikap eller diagnose, men stimuleres og udfordres ikke i forhold til deres høje begavelse. Det vil vi gerne ændre på. Det skal være lige så naturligt at få støtte til de højtbegavede elever som til en støttekrævende diagnose.

 

Du er velkommen

Alle er velkomne i Begavet med Glæde og med et medlemsskab støtter du eller din virksomhed arbejdet med at samle og formidle viden, både nationalt og internationalt. Det er til for både børn og unges trivsel og for erhvervslivet i fremtidens Danmark. Det eneste vi beder om er, at du eller din virksomhed tilslutter sig vores charter, hvor vi er enige om hvad målet for foreningen er – at skabe glæde og trivsel for højtbegavede børn og unge.